Spar 20% på håndværker arbejde

Den samtidige litteratur vrimler med udsagn om Aalborg bys kannibalistiske fremfærd; fem-seks købmænd skal have kunnet diktere priserne inden for et område af tyve mils omkreds (150 km). Fra Viborg lød anklagen, at Aalborg-købmændene havde underlagt sig hele Limfjorden. Aalborg dominerede sogne helt over mod Holstebro, helt oppe ved Fladstrand og på Mors. Men det var ikke et monopol; andre byer skød sig ind. Følgende byer opretholdt et opland af tilnærmelsesvis koncentrisk omfang: Skive, Randers (der dog var trængt sydfra af Århus) og Hobro. Viborg hører også med, selv om den måtte dele ikke færre end ni sogne med nabobyerne Randers (et), Hobro (to) og Skive (seks). 1793-materialet viser, at Hobrokøbmændene på det nærmeste havde annekteret Mariagers kornopland og stod for 3%: af byens udførsel. Skippersamfundene ved vestkysten holdt ifølge materialet fast i deres omsætning. Modsat var følgende byer helt overløbet af andre byer: Thisted var trængt af skudehandlerne i Klitmøller og Vigsø, og den ringe handel i byen bestod delvis af opkøb for Aalborg-købmænd. 
Vestjylland
To så mægtige konkurrenter 
Aalborgs 1655-privilegium

I 1793 stod udenbys købmænd for knap 1%: af udførselen. På samme måde var Hjørring trængt væk af skipperne i Fureby Sogn (Løkken). Her var den betydende faktor den manglende indsejling til byen, hvilket indberetningen fra Hjørring 1762 da også direkte nævner. Dertil kommer, at Sæby var borttrængt af Aalborg og Skive; indberetningen 1762 omtaler, at der ikke havde været udførsel i flere år, fordi man kun havde fiskerbåde, og tilbud handelen i byen i det hele taget var ringe og ubetydelig. I 1790´erne udførte byens købmænd nogle få hundrede tdr. korn over Fladstrand toldsted. 

Nykøbing Mors, Mariager, Løgstør og Holstebro var ubetydelige på kornmarkedet. Ubetydelig var også Fladstrand, der for en stor dels vedkommende var brohoved for aalborgensiske købmænd (39 pct. af udførselen 1794), og Skagen, hvorom det hedder, at om så byen havde ligget bekvemt for kornhandel, havde ingen af dens indbyggere alligevel haft råd til at kaste sig over den. Fiskerne tog lidt korn med hjem fra København, Aalborg, Randers, og hvor de nu ellers kom hen. Men der var lidt bevægelse i billedet, for det lykkedes dog Nykøbing-købmændene at vinde en smule fremgang, og i 1793 udskibede de knap 2.40o tdr. korn via Aalborg. Det kan konkluderes, at Aalborg havde sat sig igennem som et landsdelscenter, mens Randers, Hobro, Skive og Viborg fungerede som regionscentre. Muligvis også skippersamfundene Klitmøller og Løkken, men indberetningerne fra landet i deres zoner er desværre ikke gode nok til at afgøre det præcist.

Her voksede ingen by sig stor! Så meget desto tydeligere var byernes behov for at sikre sig beskyttelse med privilegier. Efter Aalborgs fremfærd i sagen mod Thisted i 1619 er det ikke overraskende, at Lemvig derefter forsøgte at skærme sin oplandshandel. Med udtrykkelig henvisning til Vardes privilegium fra 1607 søgte og fik Lemvig i 1621 ikke alene en tomilecirkumferens, men fik også ret til på tilsvarende vis som Varde at gøre arrest mod landkøbere og forprangere inden for to mils afstand af byen. Og det var en tilbud ret, de benyttede sig af. I store træk havde dette den ønskede virkning, idet byens opland i Pontoppidans Atlas fra 1769 beskrives som få 3 tilbud fra Skodborg og Vandfuld Herreder, hvilket svarede meget godt til tomilegrænsen. Men det var ikke det samme som, at oplandet var lukket for rivaler. 

Lemvig-kanten var stedse kendetegnet ved, at handlende bønder sad på store dele af heste- og oksehandelen eller solgte direkte til slesvigske opkøbere eller på Holstebros hestemarked. I 1766 tillodes den første kromand at handle med salt, humle, tjære og tobak i Ulfborg Sogn, og senere kom der andre af disse såkaldt "handelsberettigede på landet". Det betød dog ikke, at tomilegrænsen var uden betydning, men en række sager fra 1840"-50"erne viser, at den da først og fremmest blev anvendt til at bremse anlæggelsen af yderligere mindre handelspladser og udsalg i oplandet, for eksempel ved Harboøre. 

Derimod ydede tomilegrænsen ikke beskyttelse mod Aalborgs regionale dominans. Holstebro er et udmærket eksempel på en by, der ved hjælp af privilegier forsøgte at fægte sig ud af en trængt situation. Akselkøbingen - eller indlandsbyen - Holstebro var forbundet til Limfjorden ved Storåen og faldt dermed ind under det område, Aalborg dominerede. Mod vest var byen i 1400- og 1500-tallet begrænset ved Ribes eneret til tilbud udskibning fra den jyske vestkyst. Med to så mægtige konkurrenter måtte Holstebro først og fremmest søge at blive herre i eget hus. 

Holstebro fik sin første stadsret i 1552, og de efterfølgende privilegier sigtede næsten alle på at undgå for- og landprang i tilknytning til købstadens velbesøgte årsmarkeder med heste samt at skabe ordnede forhold i øvrigt. Årsmarkederne spillede en overordentlig stor rolle for Holstebro, og i 1569, 1614, 1632, 1641, 1680, 1705 og 1740 præciseredes forhold vedrørende forprang i forbindelse med markederne, ændringer i datoer eller tilføjelse af nye markeder. Med til "eget hus" hørte landsbyen Struer, der fik en stor rolle som udskibningshavn af tilbud på tømmer fra omkring 1600 med deraf følgende krohold og forprang. 

Fra Holstebros side forsøgtes flere gange at reducere konflikten til et spørgsmål om, at Struer lå inden for byens tomileinfluensfelt. Det er bemærkelsesværdigt, fordi Holstebro så vidt vides aldrig fik et sådant tilbud læbælte kodificeret og altså støttede sig til en sædvaneopfattelse. Generelt greb Aalborgs 1655-privilegium ødelæggende ind i Holstebros bestræbelser, som i stedet blev lagt an efter bestemmelserne om krohold. I 1733 forsøgte Holstebro at gøre handel ulovlig inden for en mil omkring Struer og fremlagde et kort over Holstebros nordlige opland, som de mente omfattede 13 sogne, heriblandt Struer. 

Fra Struers side forsvarede man sig med, at der var 27.540 sjællandske alen til købstaden, og at den kongelige forordning om en tomilegrænse for brændevinshandel og krohold således slet ikke var relevant. Den kongelige forordning af 10. april 1734 om, at tilbud på øl og brændevin skulle købes ved nærmeste købstad, kom derimod Holstebro til undsætning, og med den som grundlag lykkedes det Holstebros borgere at forbyde krohold ved Kjærgaards Mølle i Ølby Sogn. I 1777 erhvervede købmændene fra Holstebro sig eneret til at sælge varer ved Struer. 

Udsalg i Struer 

I 1797 diskuterede borgerne muligheden for sammen at lave udsalg i Struer, og to år senere blev der grundlagt en kompagnihandel, der dog aldrig opnåede den tiltænkte virkning og blev afviklet i 1805. Ringkøbing havde i 1515 fået et læbælte på to mil og havde dermed ikke formelt nogen eksklusivret at gøre gældende i hele Lundenæs Len, der strakte sig langt videre. Ikke desto mindre var det på opfordring af borgerne i Ringkøbing, at lensmanden i 1616 blev pålagt at gribe hårdere ind over for de alvorlige anslag mod torvesystemet: adskillige Forprangere og Bissekræmmere og ogsaa formuende Bønder, som strejfe omkring paa Landsbyerne omkring Ringkøbing, opkøbe alle de Varer, som ere at faa hos Bønderne. 

Og siden føre dem til Ribe og Kolding eller Rye Marked, ligesom de ogsaa opkøbe Slagtefæ, Væddere, Lam og Bukke og siden uddrive dem sønden Ribe til Friisland og andensteds og sælge dem der, hvorimod de til Gengæld forsyne Bønderne med de Varer, disse have Brug for. I 1735 angives landprang begået af både proprietærer og bønder at være under stadig stigen. Tidligere havde Ringkøbing fungeret som havn for en del af udskibningen ved købmænd fra især Viborg og Holstebro, men også Nykøbing, Skive og "nogle af Lemvig", men disse tog nu i større grad den lange tur til Hjerting. 

Oksehandelens nedgang 

Magistraten i Ringkøbing undrede sig - vejen var både tre gange så lang og dyr - men forklaringen var byens almindelige kapitalsvækkelse efter oksehandelens nedgang og tilsandingen af Nymindegab, byens adgang til havet. Byens tolder så ingen anden udvej end at ønske sig at få indført cirkumferenser for toldstederne, der befalede "En hver byes Negotzianter at Søge de nermeste Told Steder". Vardes grundlæggende problem var, at de fleste skibe ikke kom længere end til en af byens ladepladser, og at det ikke lykkedes at sætte torvetvangen igennem over for omegnens fiskere og bønder. 1607 fik Varde tilladelse til at arrestere forprangere og landkøbere, som opererede inden for to mils afstand fra byen og ved Sønderside. 

Fra byens side byggede man klagen på 1515-privilegierne med tomilelæbaeltet. Handelsforholdene omkring Varde er et enestående godt vidnesbyrd om, hvordan handelen blev søgt lagt til rette med cirkumferensen som reference. Fra byens side berettedes således i 1688 om, at handelsbønder og proprietærer kalkulerede sig frem til at bosætte sig uden for tomilegrænsen. Flere års konflikter endte med, at Fanø i 1685/1689 og Hjerting, Ho og Oksby i 1688 fik ret til at drive sejlads og udføre fisk og "andre landens vare" til både ind- og udland. Varde tabte således sit maritime opland og mistede i 1692 sit toldsted til Hjerting. Det var dog en mindre sejr, at byen i 1688 fik udvidet sit landbaserede opland, idet dette blev udvidet til at gælde halvvejs til Ribe og Ringkøbing.