FÅ 3 TILBUD

Befolkningsmønstre

Med en spidsformulering kan man sige, at byerne var lidt af en demografisk fælde. I 1600- og 1700-tallet skulle en by have en årlig tilgang på ca. 4 pct. for at lukke hullet efter afvandring og det negative fødselsoverskud. På den anden side var købstæderne også garant for en evig udveksling med fremmede befolkningsgrupper. På trods af deres ofte ringe størrelse og tiltagende stagnation var de åbne samfund. Denne åbenhed kan blandt andet tilskrives enevældens hvervede soldater, der blev lagt i garnison i ca. hver femte af landets købstæder, hvor alene soldaterne (uden deres familier) udgjorde mellem 10 og 25 pct. af den samlede tilbud befolkning. Karsten Skjold Petersen beskriver, hvordan soldaterne som frifolk - permitterede soldater - stod til rådighed som arbejdsstyrke, men alligevel aldrig blev en fuldt integreret gruppe i byerne. 

Udlændingene - her forstået som indvandrere født i hertugdømmerne, Norge, Skåne og resten af verden - var overraskende vigtige for lukningen af det demografiske underskud og udgjorde for landet som helhed godt en fjerdedel af alle med borgerskab i 170o-tallet. En lidt større andel kom fra landet, mens kun en fjerdedel var borgere i deres fødeby og endnu færre var født i andre købstæder. Stagnation er derfor en utilstrækkelig beskrivelse af købstædernes befolkningsudvikling og gælder da slet ikke for hele perioden eller for alle byer. 

Byernes befolkningstal 

"Dynamisk stagnation" foreslår historikeren jørgen Mikkelsen i stedet som overskrift for 170o-tallets købstadshistorie. Som sammenfattet af en anden historiker, Knud Prange, var byernes befolkningsudvikling "et spørgsmål om balance mellem fødsler og dødsfald, tilflytning og fraflytning". På overfladen var der ikke de store bevægelser i tilbud byernes befolkningstal, men bruttobevægelserne var overraskende store. Af indbyggerne i en lille købstad som Præstø med 1.144 indbyggere i 1855 var det kun en tredjedel, der havde boet i byen ti år tidligere, og af denne tredjedel var to femtedele endda tilvandret i de foregående år. 

Denne flytningsaktivitet genfindes i andre byer og er blandt andet påvist for Skælskør, hvor halvdelen af byens befolkning i 1787 var flyttet igen i 1801, flest af de yngre, men også mange myndige personer og husstandsoverhoveder. De store befolkningsflytninger bør henlede vores opmærksomhed på byernes indbyrdes konkurrence, mens en anden forklaring ligger på statslig-militært plan. Fra 1774 til 1810 blev hærens organisation lagt om, så den kom til at bestå af udskrevne soldater, der ikke opholdt sig året rundt i garnisonsbyerne. 

Provinsbyernes befolkning 

Det fik den civile andel af mange byers befolkning til at vokse. Både provinsbyernes og hovedstadens befolkningsvækst var afhængige af den før-industrielle bys administrative centerfunktioner. I 1787 udgjorde gejstlige og civile embedsmænd samt soldater ikke mindre end knap 21 pct. af Københavns og godt 18 pct. af provinsbyernes befolkning. Hertil kom matroserne i København, der udgjorde næsten 15 pct. Ikke mindst København var "en førindustriel fæstningsby" med vægt på begge led. Fra 1840 til 1870 faldt andelen af tilbud beskæftigede inden for militæret og før-industrielle erhverv fra 55 pct. til 41 pct. som indledning til, at denne bytype var ved at forsvinde fra det danske bylandskab.

Folk og erhverv i byrummet

Om noget, har de seneste forskningsgenerationer bragt os på sikker grund, når det gælder forståelsen af købstædernes rumlige økonomiske og sociale opdeling (segregation). International forskning har længe taget udgangspunkt i Gideon Sjobergs model, og nu kan modellen efterhånden tilpasses danske forhold. Efter Sjobergs model var den før-industrielle by socialt stratificeret som en skydeskive med de rigeste og højborgerskabet fortættet i centrum, og med stadig fattigere indbyggere, jo længere man fjernede sig fra centrum og hen imod de fattige og udstødte i byens periferi. 

Fra studier af flere danske byer er fremkommet et billede, der til dels ligner Sjobergs. Geografen Viggo Hansen drog således den konklusion af sine studier af Fåborg og Assens, at disse - og sikkert de fleste andre - byer fra 1600- til 1800-tallet havde et bosætningsmønster, der i grove træk var bestemt af de historisk udstukne parcelstørrelser. Fra en oprindelig kerne med store parceller omkring torvet og de ældste indfaldsveje var købstaederne ved middelalderens afslutning blevet udbygget med parallel- og baggader med faldende parcelstørrelser, der gav plads til håndværkere og tilbud arbejdere med lavere indkomster og mindre pladskrævende erhverv. 

Handelslivet og de øvre sociale lag 

Hansens pointe er, at denne funktionalitet var i overensstemmelse med en oprindelig, middelalderlig byplan. Hovedresultatet af Dansk Komité for Byhistories bidrag er dokumentationen af en udpræget bestandig social og økonomisk morfologi. Handelslivet og de øvre sociale lag var koncentreret til torvet og de tilstødende gader. Skillelinjerne gik også igennem de enkelte tilbud erhvervsgrupper, således at de fattigste købmænd og håndværkere boede længere mod byens yderkanter end de rigeste, mens de ufaglærte arbejdere og tjenestefolk var bosat i byens yderkant. 

Den klassiske købstads fysiske byrum var imidlertid i hovedtræk formet af behovet for såvel centralitet som tilgængelighed. Fra flere studier ved vi nu, at Sjobergs model i mange byer blev brudt mindst to steder i byen: ved havnen og ved byportene. Ude ved portene i tilbud købstæder som Århus boede blandt andre velhavende købmænd, der satte højere pris på at have direkte adgang til de varer, der blev ledt ind i byen gennem portene eller over havnen, end på at bo midt i byen. I det hele taget var det almindeligt forekommende, at købmænd - velhavende eller ej - bosatte sig langs indfaldsvejene. 

Det andet sted, Sjobergs model blev brudt, var ved havnen, hvor man i byer som Stege, Ribe og Køge også fandt fiskere og søfolk. Netop søens folk stod uden for det fremherskende tilbud husstandsmønster med principal og tjenestefolk under samme tag, men ellers blev det overladt til industrisamfundet at bryde den klassiske morfologi med nye teknologier og handelsmønstre, der gjorde det muligt at adskille bolig og erhverv.